Ræsonnering

Ræsonnering er den mentale proces, hvor man udleder konklusioner eller vurderer påstande ud fra givne oplysninger eller principper. Den kan deles i formel og informel ræsonnering. Formel ræsonnering følger faste regler og har ofte klare principper for gyldighed, som i deductiv logik. Induktiv ræsonnering søger at udlede generelle konklusioner fra observationer og giver sandsynlighed i stedet for garanti. Abduktiv ræsonnering, ofte kaldet det bedste forklaring, forsøger at vælge den mest plausible forklaring på observerede fænomener.

Ræsonnering indebærer ofte premisser, slutningsregler og en konklusion og kan vurderes ud fra gyldighed, beviskraft og konsistens. I praksis indebærer rationel tænkning også vurdering af kilder, identifikation af antagelser og opmærksomhed på bias og fejlslutninger. Filosofi og logik studerer generelle principper for korrekt ræsonnement, mens videnskab og jura anvender specifikke regler og standarder for argumentation. Historisk har Aristoteles lagt grunden for deductiv logik, mens nyere traditioner fokuserer på probabilistiske og statistiske typer af ræsonnering, såsom Bayesiansk inferens.

Ræsonnering er central for kritisk tænkning og beslutningstagning i hverdagen og er integreret i undervisning, forskning og policyudvikling. Se også logik, kritisk tænkning, epistemologi.