Raynaudfænomen

Raynaudfænomen er en tilstand karakteriseret ved anfald af vasospasme i små blodkar i fingre og tæer, typisk udløst af kulde eller følelsesmæssig stress. Under anfallet ændres hudens farve og temperatur, og der kan være nedsat følelse eller smerte. Anfaldene kan variere i frekvens og varighed og optræder ofte i kombination med spænding af dækning og små sår i senere forløb.

Der skelnes mellem primært og sekundært Raynaudfænomen. Primært Raynaudfænomen, også kaldet essensielt Raynaud, forekommer uden underliggende sygdom og har normalt en mild forløb med normale undersøgelser. Sekundært Raynaudfænomen forekommer i forbindelse med andre sygdomme som systemisk sklerodermi, lupus erythematosus, reumatoid artrit eller blandet bindevævssygdom, og kan være mere udtalt eller ledsaget af andre tegn på vaskulær eller inflammatorisk sygdom. Ved sekundært Raynaudfænomen kan capillaroskoper og autoantistofundersøgelser hjælpe med at identificere underliggende årsager.

Diagnose baseres primært på historik og kliniske tegn. Ved mistanke om sekundært fænomen kan yderligere undersøgelser inkludere capillaroskopi, blodprøver til autoantistoffer og vurdering af ledsagende sygdomme. Behandling fokuserer på at reducere anfald og beskytte vævet. Ikke-farmakologiske tiltag omfatter varmebeklædning, undgåelse af kulde, rygestop, begrænsning af koffein og stresshåndtering. Medicinsk behandling kan være calciumkanalblokere som førstevalg; ved utilstrækkelig effekt anvendes andre vasodilatatorer, PDE-5 hæmmere eller lokal behandling. Sekundært Raynaudfænomen kræver behandling af den underliggende sygdom og tæt opfølgning for at reducere komplikationer som sår eller nekrose.

Prognosen er god ved primært Raynaudfænomen, men sekundært fænomen kræver ofte mere omfattende evaluering og behandling og kan være forbundet med vævetegnskkede komplikationer i sjældne tilfælde.