Positionsnøjagtighed

Positionsnøjagtighed er den grad, i hvilken et system eller en metode kan bestemme eller forudsige en objekts eller et transaktions geografiske placering med lav fejlmargin. Termet anvendes især inden for navigations- og kortlægningsdiscipliner, men også i telekommunikation, luftfart og autonome køretøjer, hvor præcis lokalisation er afgørende for funktion og sikkerhed.

I GPS-systemet defineres positionsnøjagtighed typisk ved den 95-procentige fejldeviering i x‑, y‑ og z‑retninger, hvilket giver et binært sæt punkter, der indeholder 95 procent af de faktiske positionsmålinger. Denne fejl kan udtrykkes i meter og afhænger af satellitkonfiguration, atmosfæriske forhold, signalinterferens og modtagerens kvalitet. Navne som „horizontal accuracy“ og „vertical accuracy“ beskriver henholdsvis den horisontale og den vertikale del af præcisionen.

Der findes flere måder at forbedre positionsnøjagtighed på. Differential GPS (DGPS) og realtidskorrigering (RTK) anvender referencestationer, der beregner fejl til en central server og sender justeringer til modtageren. Desuden kan trådløse netværk som Wi‑Fi, LTE og 5G udnyttes som supplement, især i bygninger, hvor satellitbølger svækkes. Algoritmer baseret på filterteknikker som Kalmanfilter kan også kombineres med inertiell måling for at glatte og forudse bevægelse.

Standarden for positionsnøjagtighed varierer efter anvendelseshensigt. For brugsøjemål i almindelig navigation er en fejl på et par meter acceptabel, mens automatiserede flyveanlæg eller robotik kan kræve centimeter- eller millimeterniveau, når fine manipulationer er nødvendige. Skabelse af pålidelige landområdkort og kortlægning af bekystning, voldsomme jordskred eller havstrømme kræver også specifik nøjagtighed i forskellig stik for at sikre korrekte scenarier og beslutninger.