Planteområder

Planteområder er geografiske områder, hvor bestemte plantefællesskaber dominerer som følge af særegne økoforhold, herunder klima, jordbund og topografi. Begrebet bruges i økologi og naturforvaltning til at beskrive, hvordan vegetation fordeler sig på forskellige skalaer og under forskellige betingelser.

Inddelingerne kan være breddebiomer som tempereret løvskog, taiga, græssteppe, ørken og tropisk regnskov, eller mere detaljerede vegetationstyper som moser, vådområder og skovbryn. Klassifikationen afspejler ofte klimatiske parametre (temperatur, nedbør), jordforhold (pH, næringsstoffer) og hydrologi samt ekstreme forhold som ild og frysepunkter. Planteområder kan beskrives på forskellige skalaer fra lokal til global.

Faktorer, der former planteområderne, omfatter klimatiske forhold som varme og nedbør, sollys, jordbundens egenskaber, vandtilgængelighed og forstyrrelser som brand, tilgroning og menneskelig udnyttelse. De ændrer sig over tid gennem naturlig succession og klimaændringer, og menneskelig aktivitet kan føre til fragmentering, invasiv vegetation eller tab af biodiversitet.

Vigtigheden af at studere planteområder ligger i beskyttelse af økosystemtjenester, arter og landskabsudformning. Kendskab til planteområder anvendes i land- og byplanlægning, naturforvaltning og klimatilpasning.

Metoder til kortlægning omfatter vegetationsovervågning, feltobservationer og fjernmåling. Klassifikationer giver overblik over habitater og økologiske processer og understøtter beslutninger om bevarelse og bæredygtig brug. Se også habitater, økologi og biomer.