Opløsningsprocessen

Opløsningsprocessen er den proces, hvor et stof opløses i et opløsningsmiddel og danner en ensartet opløsning. Det opløste stof kaldes opløst stof, og opløsningsmidlet kaldes opløsningsmiddel.

Når et fast stof eller en gas blandes med et opløsningsmiddel, brydes bindinger i stoffets gitter eller i gasmolekylerne, og partiklerne adskilles og omgives af opløsningsmiddelpartikler gennem solvation (hydrering i vand).

Opløsningen påvirkes af energi: den kan være endotherm eller exotherm, afhængig af balancen mellem gitterenergi og opløsningsmiddelens interaktioner med opløste enheder. Den spontaneitet styres af Gibbs-energien, ΔG = ΔH - TΔS. De fleste faste stoffer øges opløselighed med temperatur, mens gasser ofte bliver mindre opløselige ved højere temperaturer.

Opløsningshastigheden afhænger af temperatur, omrøring, partikelstørrelse og opløsningsmidlets egenskaber. En opløsning når mætning, når hastigheden af opløsning matcher hastigheden af krystallisering. I en mættet opløsning foregår der en konstant ligevægt mellem opløst stof og krystaller.

Eksempler og anvendelser: NaCl i vand og sukker i vand illustrerer forskellige opløsningsmekanismer. Opløsningsprocessen er central i laboratoriearbejde, farmaceutisk formulering, vandrensning og mange industrielle processer.

---