Netværksinfrastrukturen

Netværksinfrastrukturen betegner de fysiske og logiske komponenter, der sammen udgør grundlaget for kommunikation og dataudveksling i og mellem computernetværk. Den omfatter det fysiske lag som kabler, stik, switcher og routere; trådløse tilgange som access points og sikkerhedsudstyr som firewalls og load balancers; samt datacenternetværk og underliggende kabler (fiber og kobber). Den logiske del består af IP-adressering, routing og switching, VLAN-inddelinger, QoS og netværksadministration gennem protokoller og standarder; kontrolleret via software-defined networking og netværksfunktioner i virtuelle miljøer (NFV).

Netværksinfrastrukturen opererer i lag som data link, netværk og transport i forhold til OSI- og TCP/IP-modeller, og enheder kommunikerer via protokoller som Ethernet, Wi-Fi, TCP/UDP og IP. Funktioner inkluderer levering af pålidelig og skalerbar kommunikation, håndtering af adressering og ressourcer samt sikkerhed. Moderne infrastrukturer integrerer WAN-forbindelser, cloud og edge-ressourcer gennem teknologier som SD-WAN og hybride netværk, der understøtter fjernarbejde og geografisk spredte systemer.

Forvaltningen omfatter overvågning, konfiguration, fejlfinding og sikkerhedskontroller, standarder og bedste praksis fra IEEE og IETF, herunder Ethernet (802.3), Wi-Fi (802.11), IP (IPv4/IPv6) og routingprotokoller som OSPF og BGP. Sikkerhed og segmentering er centrale: firewalls, IDS/IPS, adgangskontrol og zero-trust-tilgange. Vedligeholdelse og redundans er nødvendig for høj tilgængelighed, mens databeskyttelse og overholdelse af regler påvirker design og drift. Netværksinfrastrukturen udgør kernen i moderne kommunikation og applikationsdrift.