IPadressering

IP-adressering betegner tildelelsen og organiseringen af IP-adresser i et netværk og er grundlaget for kommunikation mellem enheder på internettet og lokale netværk. En IP-adresse er en unik identifikator, som gør det muligt at dirigere datapakker fra afsender til modtager gennem netværks lagene.

Der findes to hovedversioner af IP: IPv4 og IPv6. IPv4-benytter 32-bit adresser og skriver dem i talsystemet som f.eks. 192.168.0.1. På grund af udtømmelse af IPv4-adresser er der udviklet IPv6, som bruger 128-bit adresser og skriver dem i hex, adskilt af koloner, f.eks. 2001:0db8:85a3:0000:0000:8a2e:0370:7334. IPv6 giver også bedre støtte for routing og sikkerhedsmekanismer.

IP-adresser kan være offentlige eller private. Private IPv4-adresser bruges inden for lokale netværk og er ikke routbare på internettet (f.eks. 10.0.0.0/8, 172.16.0.0/12, 192.168.0.0/16). Offentlige adresser kan når som helst være synlige på nettet. Mange netværk bruger NAT (Network Address Translation) for at dele en eller få offentlige adresser blandt flere enheder i et privat netværk.

Tildeling af IP-adresser kan være statisk eller dynamisk. Statisk tildeles manuelt til enheder, mens dynamisk tildeling sker via DHCP (Dynamic Host Configuration Protocol), som også kan give indstillinger til gateway og DNS-servere. IPv4-netværk anvender ofte subnetter (CIDR-notation som 192.168.1.0/24) for at opdele adresserummet og styre routing. I IPv6 er den tilsvarende praksis normalt en /64-prefix.

IP-adressering er central for routing, da den bestemmer, hvilken vej datapakker skal følge mellem netværk og enheder. Planlægning af adressering er vigtig for skalerbarhed, sikkerhed og netværksovervågning.