Netværksemulation

Netværksemulation er en metode til at gengive et netværksmiljø i kontrollerede omgivelser, så applikationer og protokoller kan kommunikere under realistiske netværksforhold uden at påvirke et produktionnetværk. Emulation kan gennemføres ved hjælp af eksisterende hardware, virtuelle maskiner, containere eller software, der implementerer de samme protokoller og datapakker som i et rigtigt netværk. Målet er at kunne gentage netværksadfærd og måle præstationer under bestemte forhold som båndbredde, forsinkelse (latency), tab og jitter.

Forskellen til simpel simulering ligger i, at netværksemulation bruger rigtige protokolstakke og ofte realtidsadfærd for at afspejle netværksdrift mere præcist. Dette gør det muligt at afprøve software og protokoller under konkrete betingelser og med kontrollerede varianter af netværksparametre. Simulering bygger derimod typisk på abstrakte modeller og kan være mindre ligetil at koble til faktiske applikationer.

Metoder og værktøjer inden for netværksemulation omfatter softwarebaserede emuleringsmotorer og trafikstyringsteknikker. Eksempler er Netem og tc i Linux, der kan indføre delay, tab, korruption og duplikering; Dummynet i FreeBSD; WAN-emulatorer til bredbåndslignende forhold; og fulde emuleringsmiljøer som Mininet og GNS3, som ofte anvendes til forskning, uddannelse og SDN-udvikling. Virtualisering og contenerisering bruges også til at isolere og gentage tests.

Anvendelserne inkluderer udvikling og test af netværksapplikationer, evaluering af QoS og trafikstyring, protokoludvikling og sikkerhedstest, uddannelse samt labmiljøer til netværksplanlægning og fejlfinding. Fordelene er højrealisme og reproducibilitet; udfordringerne omfatter kompleksitet og omkostninger ved opsætning og vedligeholdelse.