Naturforklaring

Naturforklaring er en betegnelse for at forklare naturlige fænomener ved hjælp af naturlige årsager og mekanismer. Den søger at give forklaringer, der er testbare, gentagelige og baseret på evidens, frem for på overtro, teologi eller myter. En naturforklaring bygger på observation, måling, eksperimenter og udvikling af modeller eller teorier, der kan beskrive en række fænomener og give forudsigelser.

I videnskabsundervisning og vidensformidling indebærer naturforklaring at identificere, hvad der observeres, foreslå en testbar hypotese, indsamle data, teste forudsigelser og forfine forklaringen. Målet er forklaringskraft: forklaringen bør kunne redegøre for kendte fakta og forudsige nye observationer.

Historisk opstod naturforklaring i samspillet mellem naturfilosofi og den videnskabelige revolution, med vægt på empiriske observationer og rationel forklaring. I dag ligger den til grund for, hvordan videnskabelig viden bygges og vurderes, herunder peer review og reproducerbarhed.

Begrænsninger inkluderer at videnskabelige forklaringer er midlertidige og kan ændre sig, når ny viden kommer til. Modeller er forenklinger af virkeligheden og gælder kun under bestemte betingelser.Komplekse systemer kræver ofte tværfaglige tilgange samt sandsynligheds- eller statistiske forklaringer.

Eksempler på naturforklaring omfatter forklaringer af, hvorfor genstande falder til Jorden (tyngdekraft), hvorfor vejret ændrer sig, hvordan fotosyntese understøtter livet, og hvordan geologiske processer former landskaber. Naturforklaring er central for, hvordan videnskab søger at forstå den naturgivne verden.