Længdeforøgelsen

Længdeforøgelsen er en medicinsk metode, der har til formål at øge længden af knogler, særligt i lemmerne. Sædvanligvis sker det gennem en osteotomi (knogleskæring) og en fase med gradvis distraktion, hvor knoglen langsomt trækkes fra hinanden og nyt knoglevæv dannes i mellemrummet. Distraktionen kan udføres med eksterne fixatorer (såsom Ilizarov- eller cirkulære fixatorer og hexapod-systemer) eller med indvendige lengthening-nåle (intramedullære magnetisk eller mekanisk drevne enheder). Nogle tilgange kombinerer begge metoder.

Processen består typisk af en akut kirurgisk osteotomi efterfulgt af en længere distraktionsfase og en efterfølgende konsolideringsfase. Distraktionshastigheden er normalt omkring 0,5–1,0 mm pr. dag, hvilket kræver daglig eller næsten daglig adjustments. Den samlede behandlingstid varierer og kan strække sig over flere måneder til over et år, afhængig af ønsket længdetilvækst og knoglens helingsrespons. Den gennemsnitlige længdeforøgelse ligger ofte i området 5–8 cm, men længere tilgange er beskrevet i særlige tilfælde.

Indikationer inkluderer betydelig længdeforskel mellem lemmer (LLD) efter medfødte eller erhvervede tilstande, og visse kortvæksttilstande hvor klinisk vurdering vurderer fordelene ved at forbedre funktion og kropsstørrelse. Længdeforøgelse hos voksne eller ved kosmetiske formål er kontroversielt og ikke altid anset som førstevalg; beslutningen afhænger af risiko–benefit-vurdering og patientens ønsker.

Risici og komplikationer omfatter infektion ved fixatorer, nerve- eller karforstyrrelser, fejlplacering af knoglen, nonunion, leddigt stivhed og behov for yderligere operationer. Resultater afhænger af teknikken, patientens helingskapacitet og intens rehabilitering. Længdeforøgelse kræver ofte langvarig fysioterapi og tæt medicinsk opfølgning. Historisk blev teknikkerne udviklet i midten af det 20. århundrede, med videreudvikling gennem ekstern fixator-teknologi og senere indførsel af intramedullære lengthening-nåle.