Lydkildekvalitet

Lydkildekvalitet beskriver kvaliteten af den lydkilde, som indgår i et lydsystem. Den omfatter optagelses- og medieegenskaber som frekvensrespons, det harmoniske indhold, støj og forvrængning samt dynamik og tidsmæssig nøjagtighed. En høj lydkildekvalitet giver en tro gengivelse af det oprindelige signal uden uønskede farvninger og med bevaret detaljer, mens lav lydkildekvalitet kan resultere i tilført støj, forvrængning eller farvning af tonen.

Vurdering af lydkildekvalitet foregår både objektivt og subjektivt. Objektive målinger omfatter frekvensrespons, totalharmonisk forvrængning (THD+N), signal-til-støj-forhold (SNR), dynamik og tidsnøjagtighed. Subjektive vurderinger gennemføres via lyttetest og blindtests, hvor lyttere bedømmer klarhed, balance og tonalitet.

Faktorer som påvirker lydkildekvaliteten inkluderer optagelses- og medieprocesser (analog vinyl, CD, højopløst digitalt, streaming i lossless), mastering og encoding (lossy vs. lossless). Afspilningsudstyr som DAC, forstærker og højttalere samt rumakustik har også stor effekt. En kilde kan være teknisk høj, men kvaliteten kan reduceres i senere led af kæden eller af suboptimal afspilning. For at opnå høj lydkildekvalitet anbefales brug af højopløst eller ukomprimeret format, omhyggelig mastering og korrekt afspilning og kalibrering af udstyr. Der findes internationale retningslinjer og standarder for målemetoder og rapportering af lydkvalitet, som bruges til at vurdere og sammenligne kilder og lydsystemer.