Kvælstofanalyse

Kvælstofanalyse er en kemisk undersøgelse af kvælstofindholdet i et materiale. Den anvendes bredt inden for landbrug, fødevarer, vand- og miljøovervågning samt generel kemisk analyse. Kvælstof forekommer i forskellige former, herunder organisk kvælstof, ammonium (NH4+), nitrat (NO3−) og nitrit (NO2−), og metoderne kan være rettet mod total kvælstof eller specifikke kvælstofformer.

Kjeldahl-metoden er den klassiske tilgang til bestemmelse af total kvælstof i organiske materialer. Prøven fordøjes i svovlsyre med en katalysator, hvilket omdanner organisk kvælstof til ammonium. Efter fordøjelsen neutraliseres og ammonium laves til ammonia, som absorberes i en syre og bestemmes ved titrering. Resultatet gives som kvælstofindhold i vægtprocent eller mg N per g. Metoden kræver håndtering af stærke syrer, men er veletableret og bruges bredt.

Dumas-metoden er en forbrændingsmetode, hvor prøven forbrændes ved høj temperatur i ilt. Kvælstoffet omdannes til N2, som måles med en detektor (typisk termisk ledningsevne-detektor eller chemiluminescens). Fordelene er hurtighed og manglende brug af stærke syrer; ulemperne inkluderer behov for specialudstyr og kalibrering.

Ud over total kvælstof kan specifikke former måles separat. Nitrat og nitrit i vand og jord måles ofte ved ionkromatografi eller farvebaserede metoder, mens ammonium kan måles ved kolorimetriske test eller gennem ionkromatografi. I fødevarer anvendes N-indhold til estimering af proteinved hjælp af en omregningsfaktor (typisk omkring 6,25), men faktoren varierer afhængigt af væv og type protein. Internationale standarder som ISO og AOAC bidrager til metodernes validitet og sammenlignelighed.