Immoblisering

Immobilisering er processen med at forhindre bevægelse af en kropsdel eller et objekt for at fremme heling, stabilisere et skadeområde og lindre smerter. Inden for klinikken refererer immobilisering typisk til midlertidig begrænsning af bevægelse omkring en fraktur, et led eller blødt væv for at give vævet tid til heling.

Anvendelserne omfatter frakturer, dislokationer, alvorlige forstuvninger samt sene- eller ligamentlæsioner og postoperativ stabilisering. Immobilisering kan også bruges til forebyggelse af yderligere skade ved visse tilstande og i veterinær medicin, hvor principperne er tilsvarende.

Metoderne deles ofte i eksterne og interne tilgange. Eksterne metoder omfatter gips, skinne, ortoser, bandager og slynge. Indre immobilisering kan ske ved kirurgisk fiksering, fx med skruer, plader eller klemmer, som begrænser bevægelse internt i knoglen eller leddet. Der skelnes mellem fast immobilisering og funktionel immobilisering, hvor visse bevægelige dele bevares for at fremme blodcirkulation eller tidlig funktion.

Fordele og risici: Immobilisering kan fremskynde heling ved at mindske belastning og smerte samt reducere risiko for yderligere skade. Ulemper inkluderer muskelatrofi, ledstivhed, hudproblemer, tryksår og risiko for kredsløbsproblemer eller trombose ved længerevarende immobilisering. Behandling kræver regelmæssig overvågning og tilpasning.

Varighed og efterpleje: Varigheden varierer afhængigt af skadetypen og alvorligheden. Brud varer typisk fire til otte uger, længere for visse komplikationer. Efter fjernelse af immobilisering anbefales fysioterapi eller genoptræning for at genvinde bevægelsesområde, styrke og funktion.