Frigørelseskrig

Frigørelseskrig er en betegnelse for en væbnet konflikt, hvis formål er at frigøre et land eller et territorium fra besættelse eller kolonialt styre og genskabe nationens suverænitet og selvbestemmelse. Sådan krigsførelse lægger ofte vægt på folkelig mobilisering, modstandsaktiviteter og diplomatiske bestræbelser om international anerkendelse af den nyoprettede uafhængighed. Frigørelseskrige kan involvere forskellige midler, herunder organiseret modstandsbevægelse, gerillakrig eller konventionel kamp, sabotage og efterfølgende opbygning af statslige institutioner samt forhandlinger.

Brugen af begrebet varierer afhængigt af kontekst og tidsperiode. Mange frigørelseskrige har fundet sted under kolonialt styre eller fremmed besættelse, hvor bevægelser kæmpede for uafhængighed og national identitet. I moderne tid anvendes termen også til konflikter, hvor et besat land søger at genvinde sin suverænitet gennem en kombination af militært pres og international støtte. I Danmark er frigørelseskrigen ofte særligt forbundet med Anden Verdenskrig og den danske modstandsbevægelses rolle i befrielsen fra tysk besættelse i 1940–1945, som kulminerede i befrielsen i foråret 1945.

Over tid har frigørelseskrige været et centralt tema i historisk og politisk skildring og har ofte haft langvarige konsekvenser for grænser, regeringsstrukturer og internationale relationer.