Forvrængningen

Forvrængningen er et begreb i dansk, der betegner ændringen af et signal, billede eller en opfattelse fra sin oprindelige form. Begrebet bruges bredt og dækker fysiske omgivelser, tekniske systemer og perceptuelle processer, hvor informationen ikke længere fremtræder i sin oprindelige karakter.

I lyd og elektronik beskriver forvrængning uønskede ændringer i et elektrisk signal, ofte forårsaget af ikke-lineariteter i forstærkere eller signalveje. Almindelige typer er harmonisk forvrængning, hvor nye frekvenser tilføjes; intermodulationsforvrængning, hvor blandede frekvenser skaber nye komponenter; clipping, hvor signalets top beskæres; og kvantisering i digitalisering, som indfører diskret støj.

I optik omfatter forvrængninger geometri i billeddannelse, som geometrisk forvrængning (barrel eller pincushion), og kromatisk aberration, der giver farvefringning langs kanter. Også diffraktion og linsefejl bidrager. Opfatter også perceptuel forvrængning, hvor kontekst og forventninger ændrer hvordan et billede eller en lyd opleves.

Årsagerne spænder fra systemnonlinearitet, båndbreddebegrænsninger og støj til sensoraftale- og linsedefekter samt kompression og kvantisering.

Måling og håndtering afhænger af domænet. I lyd og elektronik anvendes mål som total harmonisk forvrængning (THD) og signal-støj-forvrængningsforhold. I billedfremstilling vurderes trofasthed med metoder som MTF, PSNR og SSIM, og korrektioner eller kalibrering kan reducere geometrisk og kromatisk forvrængning. I lingvistik og medier analyseres forvrængning ofte som misrepræsentation eller udvælgelse af information.

Forvrængningen er central i design, evaluering og kvalitetskontrol, eftersom den bestemmer hvor tæt et system kommer på den oprindelige reference og hvordan fejl kan korrigeres.