FiO2områden

FiO₂-områder refererer til de forskellige koncentrationer af ilt, der kan leveres til patienter via respiratorisk støtte. Begrebet FiO₂ (fra engelsk *fraction of inspired oxygen*) angiver den andel af ilt i det indåndede luftblanding, udtrykt som et decimaltal eller procent. Disse områder er afgørende i behandlingen af patienter med åndedrætsproblemer, da korrekt iltkoncentration kan forbedre patientens iltsætning uden at forårsage overilting.

FiO₂-værdier varierer typisk mellem 0,21 (21 procent) og 1,0 (100 procent). Den normale luft indeholder omkring 21 procent ilt, hvilket svarer til FiO₂ 0,21. Ved behandling med iltmasker eller respiratorer kan koncentrationen øges for at kompensere for nedsat iltoptagelse, f.eks. hos patienter med kroniske lungesygdomme eller akutte respiratoriske lidelser.

FiO₂-områder kan inddeles i lave, mellemstore og høje koncentrationer. Lav FiO₂ (0,21–0,4) bruges ofte til patienter med mild iltmangel, mens mellemstore koncentrationer (0,4–0,6) kan være nødvendige ved moderat hypoxæmi. Høje FiO₂-værdier (0,6–1,0) anvendes i kritiske situationer, hvor patienten har svær iltmangel, f.eks. ved lungeødem eller alvorlige infektioner.

Det er vigtigt at tilpasse FiO₂ præcist for at undgå både iltmangel og overilting. For høje koncentrationer kan forårsage oxygenradikal-skader og øge risikoen for lungekomplikationer, mens for lave kan føre til hypoxæmi og forværring af sygdommen. Overvågning af patientens iltniveau, f.eks. via pulsoximetri, er afgørende for at justere FiO₂ korrekt.

FiO₂-områder indgår i behandlingsplaner for patienter med respiratorisk svigt, og den korrekte indstilling afhænger af patientens kliniske tilstand, sygdomstype og respons på behandlingen. Læger og respiratorterapeuter bruger erfaring og monitorering til at finjustere iltkoncentrationen for optimal effekt.