Ekstracellulærvæske

Ekstracellulærvæske (ECF) er den del af kroppens væske, der befinder sig uden for cellerne. Den inkluderer plasmavæske (blodplasma) og interstitiel væske samt mindre transcellulære væsker som cerebrospinalvæske, synovialvæske og peritoneal væske. Hos voksne udgør ekstracellulærvæsken cirka 20 procent af legemsvægten og omkring en tredjedel af den samlede væskemængde i kroppen.

Fordelingen inden for ECF består primært af interstitiel væske (omkring tre fjerdedele) og plasma (omkring en fjerdedel), mens transcellulære væsker udgør en mindre del. Elektrolytter dominerer sammensætningen: natrium og klorid som hovedkomponenter i ekstracellulærvæsken, sammen med bicarbonat, kalium, calcium og fosfat; proteiner forekommer mest i plasma og i mindre mængder i interstitiel væske.

Osmose og funktion: ECF har en højere natrium-, klorid- og bicarbonatkoncentration end ICF og bestemmer det osmotiske tryk, der holder cellerne stabile. Det transporterer næringsstoffer, affald og signalstoffer mellem celler og blod. ECF bidrager også til at opretholde pH og væskebalance gennem iontransport og bufferløsninger.

Regulering og klinisk betydning: Nyrerne styrer ECF-volumen og elektrolytbalancen gennem mekanismer som natriumudskillelse, vandreabsorption og renin-angiotensin-aldosteronsystemet. Vandoptagelse reguleres af ADH og natriurese reguleres af atrialt natriuretisk peptid. Forstyrrelser i ECF kan føre til hypovolæmi (dehydrering), ødemer eller elektrolytforstyrrelser som ændringer i natriumkoncentrationerne, hvilket påvirker cellefunktion og blodtryk.