Eksponeringsgrænser

Eksponeringsgrænser er grænseværdier for, hvor stor en udsættelse for en farlig agenst kan være over bestemte tidsrum. De bruges i arbejdsmiljø og kemikaliepolitik til at vurdere risiko og styre forebyggende foranstaltninger i arbejdssteder og institutioner. En grænse kan være en tidsvejet grænse (TWA) for eksempel over otte timer, en kortvarig grænse (STEL) normalt over 15 minutter, eller en loftgrænse (ceiling) der ikke må overskrides. For støj måles eksponering i decibel A-vejede værdier (dB(A)); for kemiske stoffer angives koncentrationen i milligram per kubikmeter (mg/m3) eller ppm. For stråling anvendes dosis målt i sievert (Sv) eller millisievert (mSv).

Eksponeringsgrænser fastsættes af nationale myndigheder og internationale eller regionale organer. De fastlægges baseret på videnskabelig vurdering af toksikologiske data, tekniske muligheder og samfundsmæssige forhold. Arbejdsgivere er forpligtet til at sikre, at medarbejdere ikke overskrider disse grænser og skal gennemføre risikovurderinger og afhjælpende kontroller.

Eksponering måles ofte gennem miljø- og personalemålinger, brug af bærbare måleapparater og prøvetagning af luft. Støj måles med dosimetre og kortlægning, mens kemiske stoffer overvåges via luftprøver og eventuel biologisk overvågning.

I risikostyring prioriteres forebyggelse: substitution, tekniske og organisatoriske foranstaltninger før personlig beskyttelse. Eksponeringsgrænser kan ændre sig over tid efter ny forskning, og de udgør en central del af løbende arbejdsmiljøpraksis.