Densitetscentrifugering

Densitetscentrifugering er en analytisk og preparativ teknik inden for biologi og biokemi, der udnytter centrifugalkraft til at adskille molekyler eller partikler baseret på deres densitet. Metoden er særligt nyttig til undersøgelse af komplekse biologiske prøver, såsom cellemembraner, viruspartikler eller nukleinsyrer. Princippet bygger på, at prøven placeres i en gradient af et tyktflydende medium, typisk sukker, salt eller cesiumsalte, hvor densiteten gradvist stiger. Under centrifugering udsættes prøven for høje centripetalkræfter, hvilket får molekylerne til at migrere til den position i gradienten, hvor deres egen densitet matcher mediumets. Dette resulterer i skarpe bånd eller lag, der kan analyseres eller isoleres.

Teknikken blev først udviklet i 1950’erne og har siden været afgørende inden for molekylærbiologi, især til isolering af DNA, RNA og proteiner. Densitetscentrifugering kan udføres i to hovedformer: isopyknisk centrifugering, hvor partiklerne flytter sig til deres egen densitet, og zonal centrifugering, hvor partiklerne separeres efter størrelse og form. Metoden kræver avanceret udstyr, herunder ultracentrifuger med høje omdrejningstal (op til 100.000 omdrejninger i minuttet), samt præcise målinger af densitetsgradienten.

En fordel ved densitetscentrifugering er dens høje opløsningsevne, hvilket gør den velegnet til analyse af homogene prøver. Dog kan metoden være tidskrævende og kræve store mængder prøvemateriale. Den anvendes bredt inden for forskning, klinisk diagnose og bioteknologiske produktioner, herunder fremstilling af vacciner og genteknologiske produkter.