Celleadfærd

Celleadfærd betegner de processer, hvormed celler opfatter, fortolker og svarer på stimuli fra deres omgivelser. Den omfatter bevægelse og migration, ændringer i celleform og adhæsion, kontrol af cellecyklus og deling, differentiering samt programmeret celledød.

Centrale mekanismer omfatter signaltransduktion og ændringer i genekspression, cytoskelets dynamik og celleadhesion til ekstracellulær matrix via molekyler som integriner og cadheriner. Bevægelser og migration styres af kemotaksi og andre navigationsstier, der giver celler retning i vævsmiljøet. Celler gennemgår også cyklusregulering, der bestemmer deling, og beslutning om differentiering eller celledød som svar på stimuli.

Celleadfærd spiller en central rolle i udvikling, immunrespons, vævshæling og sygdomme. Under ontogenese styrer celler, hvor de vokser, deler sig og differentierer til forskellige vævstyper. I immunforsvaret koordineres bevægelse og aktivering af celler som lymfocytter og fagocytter. Ved vævshæling sker koordinering af cellemigration og proliferation, mens kræftceller ofte ændrer adhæsion og migreringsmønstre, hvilket kan føre til invasion og metastase.

Metoder til studier: Forskere undersøger celleadfærd ved hjælp af live-cell imaging, fluorescencemærkning og tidsforløb, hvilket giver mulighed for at følge bevægelser og interaktioner i realtid. In vitro-modeller og 3D vævskulturer efterligner det humane væv, mens single-cell analyse og computerbaserede modeller hjælper med at forstå signalveje og beslutninger på celleniveau.

Betydning: Forståelse af celleadfærd er grundlæggende for udviklingsbiologi, regenerativ medicin, kræftforskning og immunterapi. Forskning i celleadfærd sigter mod at beskrive, hvordan celler tilpasser sig ændrede forhold og hvordan disse processer kan bruges til at forbedre sundhedsudsigter.