Billeddannelsesmetode

Billeddannelsesmetode, eller metoden til billeddannelse, er den teknik og de beregningsprocedurer, der bruges til at omdanne måledata til et visuelt billede af kroppens eller et objekts struktur og egenskaber. Metoden bestemmer, hvordan forskellige vævsegenskaber gengives som visuelle kontraster og opløsning og afspejler ofte både fysiske principper og algoritmisk rekonstruktion eller fortolkning.

Fysiske principper og computergenkendelse varierer mellem modaliteter. I røntgendannelse dannes billeder ved at måle attenuation af stråler, som giver projektioner af vævets tæthet og sammensættes til 2D eller 3D billeder i CT ved rekonstruktion fra mange vinkler. MRI baserer billeder på fornemmelse af protoners tilstand i magnetiske felter og rumlig kodning gennem gradienter, hvorefter data omdannes via Fourier-transform til billeder. Ultralyd producerer billeder ved at analysere ekkoer af højfrekvente lydbølger og anvender beamforming til at danne realtids B-mode billeder. I nuklear medicin registreres fordelingen af radioaktive tracere og rekonstrueres billeder med gamma-detektorer i SPECT eller PET.

Metoderne spænder fra direkte projicering og tomografi til avancerede rekonstruktionsalgoritmer som filtreret backprojection og iterative teknikker, samt frekvensbaserede eller dybdeorienterede tilgange. Valg af billeddannelsesmetode påvirker opløsning, kontrast, støj, artefakter og dosis til patienten, og valget af metode afspejler kliniske formål, sikkerhed og tilgængelig teknologi.

Billeddannelsesmetoder anvendes bredt i klinisk diagnostik, forskning og industri, hvor nøjagtig visualisering af strukturer og funktioner er afgørende.