vævstropisme

Vævstropisme, eller tissue tropism, beskriver den præference en infektiøs organisme har for bestemte væv eller celletyper i en vært. Tropismen afgør, hvilke organer der primært replikere og hvor sygdommen manifesterer sig. Den afhænger af samspillet mellem værtsfaktorer og patogenet, herunder tilgængelighed af relevante receptorer, proteaser, intracellulære miljøer og værtsimmunsystemets respons. Tropismen kan ændre sig over infektionens forløb og varierer mellem arter og individuelle værter.

Væsentlige mekanismer omfatter adgang til passende overfladereceptorer og tilgængelighed af nødvendige proteaser til aktivering af viral fusion, samt interne forhold som replikationskapacitet og modstandsdygtighed over for værtsforsvar. Vævsspecifik ekspression af receptorer, cellers differentiering og forskelle mellem epitel- og endotelceller spiller betydning. Tropismen påvirkes også af virale egenskaber som receptorbindingens specificitet og konformation; mutationer kan ændre tropismen.

Betydningen af vævstropisme er stor for patogenets patogenese, kliniske tegn og spredning. For eksempel har SARS-CoV-2 præference for luftvejene og tilstødte væv via ACE2, hvilket giver luftvejssygdom og potentielle systemiske komplikationer. HIV har tropisme for CD4+ T-celler og makrofager, hvilket former immunsystemets nedbrydning. Hepatitis B-virus udviser levertropisme via NTCP-receptoren. Rabies viser neurotropisme, og nogle enterovirus foretrækker bestemt væv afhængigt af type.

Forskning i vævstropisme omfatter in vitro studier af cellelinjer og organoider, in vivo dyremodeller og histologiske analyser af infekterede væv. Tropisme kan ændre sig ved evolution eller ved ændringer i værtsfaktorer, hvilket kan føre til bredere eller snævrere værts- og vævspræference.