vævskomponenter

Væv består af to grundlæggende komponenter: celler og det ekstracellulære matrix (ECM). Celler udgør vævets funktionelle del, mens ECM giver struktur, mekanisk support og regulerer celleadfærd gennem biokemiske signaler. Sammen afgør disse komponenter vævets egenskaber, tilstand og evne til at hele og tilpasse sig belastninger. Væv kan inddeles i epitheliale væv, bindevæv, muskel- og nervevæv, som hver især har særlige celler og ECM-mønstre.

De cellulære komponenter omfatter mange celletyper: epitelceller i epitheliale væv; fibroblaster og andre stromale celler i bindevæv; myocytter i muskelvæv; neuroner og gliaceller i nervevæv; samt fedtceller i fedtvæv. Cellerne kan være parenkymet (den funktionelle del af vævet) eller stroma (støttevæv).

Den ekstracellulære matrix består af fibrene og grundsubstansen mellem cellerne. De vigtigste fibre er kollagen (styrke), elastin (elastisk egenskab) og i nogle væv retikulære fibre. Grundsubstansen omfatter proteoglykaner og glycosaminoglykaner (GAG’er), vand og små molekyler samt adhæsive glycoproteiner som fibronectin og laminin, der binder celler til ECM og hjælper med signalering. Mange væv har også en basalmembran, der adskiller epithelceller fra underliggende væv.

Funktion og dynamik: ECM fungerer som en fleksibel ramme, der regulerer celledifferentiering, migration og vækst gennem signaler fra celler og selve sammensætningen. ECM gennemgår kontinuerlig omsætning gennem enzymer som matrixmetalloproteinaser (MMP’er) og deres inhibitorer, hvilket muliggør vævsombygning ved skade eller vækst. Forstyrrelser i ECM-sammensætning eller turnover kan bidrage til tilstande som fibrose, aldring og visse kræftformer.