varmeøeffekt

Varmeøeffekt, også kendt som urban heat island-effekten, beskriver de højere gennemsnits- og maksimumtemperaturer, som byområder oplever i forhold til omkringliggende landområder. Effekten ses typisk i byens centrum og tætbebyggede områder og kan variere med årstiden, vejrforhold og byens opbygning.

Årsagerne er mangfoldige: menneskelig varmeafgivelse fra transport, industri og bygninger; ændret landdække med reduceret vegetation og evapotranspiration; og høj varmeophobning i byggematerialer som beton og asfalt, der absorberer og langsomt afgiver varme. Samtidig sænkes albedo af mørke overflader, hvilket øger solindfangningen.

Måling og konsekvenser sker ved sammenligning af temperaturer i by og land, oftest gennem meteorologiske stationsdata, termografi og satellitbaserede jordoverfladetemperaturer. Varmeøeffekten kan bidrage til øget energiforbrug til køling, forringet luftkvalitet og sundhedsrisici under hedebølger. Den påvirker også byers klimatilpasning og daglige funktioner i varmeperioder.

Tiltag til at afbøde effekten omfatter byplanlægning og grøn infrastruktur som trækorridorer og byparker, grønne tage og facader, vandfunktioner og skyggegivende beplantning, samt brug af lysreflekterende og termisk effektive byggematerialer. Effektens størrelse varierer med byens densitet, klimas forhold og årstid, og den forventes at blive en vigtigere del af klimatilpasning i takt med global opvarmning.