statskapitalistiske

Statskapitalisme, eller statskapitalistiske forhold, beskriver en form for kapitalisme hvor staten spiller en markant rolle i økonomien. Staten ejer eller kontrollerer nøgleindustrier, finansielle institutioner og kapitalressourcer, og bruger offentlige midler til at styre investeringer og industripolitik. Private virksomheder kan eksistere, men beslutninger om væsentlige sektorer og strategier træffes ofte af myndighederne.

Gennem statslige virksomheders ejerskab, offentlige investeringsfonde og politisk bestemte incitamenter bliver markedsmekanismerne suppleret eller formet af statslig planlægning. Målet kan være at sikre national forsyningssikkerhed, skabe arbejdspladser, fremme teknologisk udvikling eller stabilisere økonomien i nedgangstider. Markedet fortsætter at fungere, konkurrence og privat kapital er til stede, men statens præference og planer har stor indflydelse på ressourcernes fordeling og sektorsudvikling. Kritikere peger på risiko for ineffektivitet, politisk indblanding, svækkelse af incitamenter og snæver interessekørsel; tilhængere hævder, at statsindgreb kan være nødvendig for langsigtet udvikling, strategisk selvstændighed og modstandsdygtighed over for finansielle kriser.

Historisk og geografisk varierer formen af statskapitalisme. I nogle østasiatiske økonomier er staten tydeligt til stede gennem statsejede virksomheder og industrialisering, mens andre lande bruger offentlige investeringsfonde og regulering som hovedværktøjer fremfor omfattende ejerskab. Eksempler nævnes ofte som Kina, Rusland, Singapore og Norge, hver med sit særegne miks af statslig styring og markedsaktivitet.

Statskapitalisme opfattes som en mellemform mellem liberal kapitalisme og planøkonomi, og debatten omkring dens effektivitet og demokratiske sideeffekter er central i politisk økonomi.