seneelasticitet

Seneelasticitet refererer til senernes evne til at deformeres under belastning og derefter vende tilbage til sin oprindelige længde. Dette er en del af senernes viskoelastiske opførsel og er vigtigt for lagring og frigivelse af elastisk energi under bevægelse. Elasticiteten bidrager til effektiv kraftoverførsel og energihøst i aktiviteter som løb og hopping, og den påvirker, hvordan sene og omkringliggende væv tilpasser sig belastninger.

Den strukturelle basis for seneelasticitet består primært af kollagen type I-fibriller organiseret parallelt med senens længderetning, med mindre mængder type III-kollagen, proteoglykaner og lavt elastinindhold. Væskeindhold og tenocytter spiller også en rolle. Den crimpede fibreorganisation og den ikke-lineære belastningsrespons giver en karakteristisk kurve, hvor stivheden stiges med belastning og viser tidafhængige egenskaber som creep og stress-relaxation.

Måling og evaluering af seneelasticitet foregår både in vivo og in vitro. In vivo kan elastografiske billedeteknikker, herunder ultralyd-elastografi og MR-elastografi, anvendes til at estimere senehårdhed og deformation under belastning. Eksperimentelle studier kan udlede stress–strain-forhold og elastiske moduler gennem mekaniske tests på vævsekstrakter.

Faktorer, der påvirker seneelasticitet, inkluderer aldring, hvor elasticiteten ofte falder, og trænings eller belastningsmønstre, som kan ændre seneegenskaber. Tendinopati og skader er ofte forbundet med ændringer i ECM og nedsat elasticitet. Systemiske tilstande som diabetes kan øge krydsbinding af kollagen og øge stivheden. Hydration og ernæring spiller også en rolle.

Klinisk betydning: Nedsat elasticitet kan øge risikoen for overbelastningsskader og reducere seneegenskabers effektive energihåndtering. Forebyggelse og behandling fokuserer på gradvisgående belastningstræning, særligt eksentrisk træning, samt håndtering af underliggende tilstande.