sekundærlovgivning

Sekundærlovgivning er rettslige regler, der vedtages af offentlige myndigheder på grundlag af en primærlovgivning. Den skaber detaljer og administrative regler, som er nødvendige for at implementere og håndhæve primærloven, men som ikke ændrer den overordnede ramme.

Den udformes ofte af ministre eller styrelser og kan foreligge som bekendtgørelser, forskrifter, regler eller administrative bestemmelser. Sekundærlovgivningen er bindende for borgere og virksomheder og har til formål at gøre det muligt at anvende primærloven i praksis, for eksempel ved at angive procedurer, standarder, tilladelser eller gebyrer.

Primærlovgivningen er vedtaget af Folketinget og fastlægger rammerne. Sekundærlovgivningen skal derfor holde sig inden for den autorisation, som primærlovgivningen giver, og kan underkastes retlig kontrol, hvis den går ud over rammerne eller strider imod lovgivningen.

Processen omfatter ofte offentlig høring, offentliggørelse og tilsyn fra relevante myndigheder. Domstolene kan annullere eller ændre sekundærlovgivning, hvis den strider mod overordnet lovgivning, og Folketinget kan ændre eller tilbagekalde den fuldmagt, der ligger til grund.

Fordelen er bedre implementering og specialisering, mens ulemperne kan være mindre demokratisk kontrol eller risiko for uklarhed mellem lov og forskrift. Sekundærlovgivning eksisterer derfor som et nødvendigt, men følsomtled i lovgivningsprocessen, der balancerer effektivitet og juridisk sikkerhed.