privatforbruget

Privatforbruget er den samlede husholdningsudgift til varer og tjenester i en økonomi. Det udgør en af de største komponenter i bruttonationalproduktet (BNP) og afspejler, hvor meget husholdningerne køber af daglige fornødenheder, forbrugsgoder og tjenesteydelser som sundhedspleje, uddannelse og transport. I BNP-udgiftsbenet tælles privatforbruget som C og inkluderer typisk køb af mad, tøj, biler samt betaling for forskellige tjenesteydelser. I nogle statistikker indgår også imputerede ydelser fra ejerboliger, hvilket betyder, at boligejernes egen brug af boliger anses som forbrug, selv om der ikke foregår en direkte betaling.

Hovedfaktorerne, der bestemmer privatforbruget, er disponibel indkomst (efter skat og overførsler), formue og gæld, renter og kreditadgang, samt forbrugertillid og forventninger til fremtiden. Øget disponibel indkomst og lavere gældsmætningsniveauer plejer at øge forbruget, mens højere renter eller svagere forventninger kan dæmpe det. Demografiske forhold og ændringer i forbrugsvaner, fx digitalisering og ændrede livsstadier, påvirker også sammensætningen af privatforbruget mellem varer og tjenester.

Måling og betydning kan variere mellem lande, men privatforbruget er ofte den mest konjunkturfølsomme komponent i BNP og står for en stor del af den samlede økonomiske aktivitet i mange udviklede økonomier. Politiske tiltag, der påvirker realindkomst, skatter eller lånevilkår, kan derfor have stor indflydelse på privatforbrugets omfang og sammensætning.