paracellulärt

Paracellulært betegner transport af stoffer mellem cellerne i et epithel eller endotel, gennem intercellulærrummet ved tight junctions. Den paracellulære sti står i kontrast til transcellulær transport, hvor molekyler passerer gennem cellen og krydser membraner.

Strukturelt er tight junctions sammensat af proteiner som claudiner, occludin og tricellulin samt tilhørende ZO-proteiner, der kobler komplekset til aktin-cytoskelettet. Claudiner bestemmer i høj grad vævets selektivitet for små ioner og vand; den paracellulære permeabilitet varierer derfor mellem væv og fysiologiske tilstande. Paracellulær passage reguleres dynamisk af signalveje og cytoskeletets kontraktion, fx gennem myosin light chain kinase (MLCK). Cytokiner som TNF-α kan øge permeabiliteten ved at ændre tight junctions tæthed.

Målemetoder inden for forskning inkluderer måling af transepithelial elektrisk modstand (TEER) og flux af tracer-molekyler som mannitol eller inulin for at vurdere paracellulær gennemtrængelighed.

Eksempler på væv hvor paracellulær transport spiller en rolle, er intestinal epithel, hvor små hydrofile molekyler kan passere mellem cellerne; renal proximal tubulus; og componenter af blod-hjerne-barrieren, som normalt har meget lav paracellulær passage.

Klinisk relevans omfatter tilstande med øget paracellulær permeabilitet, såsom inflammatoriske tarmsygdomme og cøliaki, hvor barrierens integritet svækkes og celleflux ændres. I farmakologi er oversigt over paracellulær transport central for forståelse af absorption og distribution af visse lægemidler og for udvikling af strategier til at modulere denne vej.