næseben

Næsebenene er to små, forholdsvis tynde knogler, der danner næsens øverste del og udgør en central del af ansigtsskelettet. De ligger på hver sin side af midtlinjen og mødes i midten ved internasal sutur, hvor de danner næsens øvre bro.

Anatomi og ledelinjer: Næsebenene articularerer med frontalbenet i nasion (den øverste del af næsestrukturen) og med maxillaens frontale proces lateralt. De to knogler mødes ved internasal sutur og danner sammen næsens dorsum. Den nederste kant af næsebenene bidrager til næseåbningens øvre grænse og støtter næsebrusken og det omkringliggende blødvæv.

Udvikling: Næsebenene dannes ved intramembranøs ossifikation. Ossifikation forekommer i fosterstadiet og består af separate ossifikationscentre, der gradvist smelter sammen i barnealderen og ungdommen.

Funktion og klinisk betydning: Næsebenene giver struktur og støtte til næsens øvre del og bidrager til næsens form og nazale æstetik. De spiller en vigtig rolle ved stødunderstøttelse og luftvejens overdækning gennem næsebrusken. Klinisk er næseben hyppigt afficeret ved næsefrakturer; en forskudt eller deform næsebro kan medføre kosmetiske ændringer og åndedrætsbesvær. Behandling ved akutte frakturer kan indebære lukket reduktion, mens mere komplekse tilfælde kan kræve kirurgisk rhinoplastik.

Variation: Størrelse og form varierer mellem individer og populationer. Næsebenene er normalt parrede, men deres relative længde og bredde kan afvige lidt fra person til person.

Næsebenene udgør således en central del af næsens ydre skelet og har afgørende betydning for både funktion og udseende.