iltforbruget

Illtforbruget, eller oxygenforbruget, er den hastighed, hvormed kroppen bruger ilt til energiproduktion gennem aerob respiration. I sundheds- og træningsforskning omtales det ofte som VO2 og kan udtrykkes som milliliter ilt pr. kilo kropsvægt pr. minut (mL/kg/min) eller som totalen i milliliter per minut (mL/min).

Måling udføres typisk ved cardiopulmonal exercise testing (CPET) eller indirekte kalorimetri ved analyse af udåndingsgasser. Resten af iltforbruget ved hvile betegnes hvileiltforbrug. 1 MET er ca. 3,5 mL/kg/min og bruges som referenceværdi for hvileenergiomsætning.

Forskningen og praksis for iltforbrug bygger på Fick-princippet: VO2 = CO × (CaO2 − CvO2), hvor CO er cardiac output og CaO2 og CvO2 er arterielt og venøst iltindhold. Dette viser, hvordan både puls/kardiovaskulær funktion og iltudnyttelse af væv påvirker iltforbruget.

Påvirkende faktorer og anvendelse: Alder, køn, træningsgrad og helbred påvirker iltforbruget betydeligt. Veltrænede personer har ofte højere VO2max end mindre aktive, og sygdom kan sænke det. I klinisk praksis bruges målet til at vurdere funktionel kapacitet, planlægge træning og overvåge rehabilitering samt at fastlægge individuelle intensitetsområder under træning.

Typiske værdier: hvililtilforbruget ligger omkring 3,5 mL/kg/min. VO2max varierer og kan være omkring 20–40 mL/kg/min hos mange voksne uden betydelig træning, 40–60 hos gennemsnitligt aktive, og ofte 60+ mL/kg/min hos eliteudøvere.