fosterudviklingen

Fosterudviklingen refererer til den prenatale udvikling af menneskefosteret under svangerskabet, normalt fra undfangelsen til fødslen, cirka 38–42 uger. Udviklingen sker i tæt samspil mellem fosteret og moderkagen, som leverer ilt og næring.

I første trimester (uger 1–12) dannes de grundlæggende legemsstrukturer: befrugtningen og implantation af zygoten i livmodervæggen; neurulation danner hjernen og rygmarven; hjertet begynder at slå; arme og ben vokser. Ved slutningen af den tredje måned er de fleste organer begyndt at danne sig, og fosteret betegnes som et foster.

I andet trimester (uger 13–26) sker betydelig vækst og modenhed af mange organer. Fosteret vokser, bevægelser kan mærkes af moderen, og ansigtstræk bliver mere tydelige. Kønsorganer er ofte synlige ved ultralyd, og moderkagen fortsætter med at levere ilt og næring.

I tredje trimester (uger 27–40) sker fortsat vægtøgning og modning af vitale organer, især lungerne. Hjernen udvikler sig fortsat, og fostrets bevægelser og reaktioner bliver mere koordinerede. Fosteret forbereder sig til fødslen ved at ændre position og øve åndedrætsbevægelser.

Prænatale overvågningsmetoder som ultralyd, hjertelyd og fostervandsprøver anvendes for at vurdere vækst og udvikling. Genetisk screening og screening for misdannelser kan tilbydes. Risikofaktorer som infektioner, alkohol, tobaksrygning og visse mediciner kan påvirke fosterudviklingen. Kost, tilstrækkeligt folsyre og jerntilførsel samt moderens helbred er væsentlige.

Fosterudviklingen afsluttes ved fødslen; herefter indledes neonatalperioden.