fortællemåde

Fortællemåde betegner den måde, hvorpå en fortælling bliver fortalt. Den omfatter valg af fortæller eller synsvinkel, stemme og holdning, samt hvordan begivenheder bliver præsenteret og organiseret. Fortællemåden påvirker, hvilke oplysninger læseren får, hvornår de afsløres, og hvilken relation læseren får til karaktererne.

Kernekomponenter er synsvinkel og fokalisation, fortællerstemme og pålidelighed, tidslig konstruktion og stilistiske virkemidler. Synsvinklen beskriver, hvis viden og opmærksomhed historien bygger på: en ekstern synsvinkel giver adgang til ydre handlinger, en intern giver adgang til tanker og følelser. Fokalisationen bestemmer, hvis viden der præsenteres, og hvor tæt læseren står på begivenhederne. Fortællerstemmen og dens pålidelighed beskriver, hvem der taler, og hvor troværdig denne stemme er. Tidsmæssig konstruktion involverer kronologi, flashbacks og fremadblik. Stil, tone og brug af direkte eller indirekte tale påvirker også læseoplevelsen.

Typer af fortællere inkluderer en førstepersonsfortæller (jeg-fortæller), der giver en subjektiv og personlig oplevelse, og en tredjepersonsfortæller, som kan være begrænset til én karaktérs synsvinkel eller alvidende og give indsigt i flere karakterer. Der kan også være en upålidelig fortæller. Begrebet ekstern versus intern synsvinkel beskriver, hvor meget indre tilstande bliver afsløret.

Fortællemåden er central for læserens identifikation, fortolkning og spænding, og den påvirker, hvordan temaer som sandhed, motivation og tid forstås. I analyse fokuseres der ofte på, hvordan fortællemåden relaterer til genre, forfatterens intention og tekstens struktur.