eksponeringsterapi

Eksponeringsterapi er en evidensbaseret form for kognitiv adfærdsterapi, der sigter mod at reducere frygt og undgåelsesadfærd ved systematisk og kontrolleret udsættelse for angstprovokerende stimuli eller minder. Gennem gentagen eksponering håber man at opnå habituation af den angst eller extinction af den frygtede forventning, således at reaktionen bliver mindre intens og mindre undgåelsespræget over tid. Behandlingen tilpasses den enkelte og gennemføres under erfaren terapeutisk supervision.

Anvendelsesområder: Eksponeringsterapi anvendes primært ved angstlidelser som specifikke fobier, social fobi, panikangst, PTSD og tvangsforstyrrelse (OCD). Den bruges også ved andre tilstande hvor undgåelse opretholder symptomer. Behandlingen kan foregå individuelt eller i grupper og tilpasses patientens forløb og præferencer.

Metoder: In vivo eksponering udsætter patienten for den frygtede situation i virkeligheden; imaginal eksponering foregår i sindet; interoceptiv eksponering retter sig mod kropslige reaktioner for at reducere frygt for fysiske symptomer. Desensibilisering er en ældre variant, der ofte kombinerer eksponering med afslapningsteknikker. Typisk bygges et hierarki af frygtede situationer og eksponeringerne udføres trinvis med hjemmeøvelser.

Behandlingselementer og sikkerhed: Behandlingen omfatter vurdering af angstniveau, konstruktion af et realistisk eksponeringshierarki, gradvis eksponering og kognitiv bearbejdning af fejlopfattelser. Terapeutens rolle er at støtte, overvåge ubehag og sikre, at eksponeringerne ikke traumatiserer patienten. Risiko for midlertidig forværring af symptomer kan forekomme, og der kræves frivilligt samtykke og etablering af sikkerhedsrammer.

Evidens og tilgængelighed: Der er stærk evidens for eksponeringsterapi ved mange angstlidelser og OCD, og resultater kan være langtidsholdbare. Respons varierer, og nogle patienter har brug for supplerende behandlinger eller længere forløb. Behandlingen tilbydes i privat praksis, i offentlige tilbud og online-former; varighed og hyppighed afhænger af lidelsen og behandlingsplanen.