ductiliteten

Duktilitet er en mekanisk egenskab ved materialer, der beskriver evnen til at gennemgå plastisk deformation før brud. Den giver materialet mulighed for at ændre form og optage energi under belastning, ofte ved at kunne trækkes ud til tråde. Duktilitet måles typisk i en trækprøve gennem længdeforøgelse (elongation) og reduktion i areal ved brud.

Metaller som stål, kobber og aluminium har ofte høj duktilitet og kan deformeres betydeligt uden at bryde. Mange polymerer er også ganske duktil, mens keramer og de fleste keramiske kompositter er sprøde og udviser lav duktilitet. Graden af duktilitet afhænger af den konkrete struktur, temperatur og behandling.

Faktorer der påvirker duktilitet inkluderer temperatur, belastningens hastighed, legeringssammensætning og urenheder, kold- eller varmformning, og eksisterende faseændringer i materialet. Ved lave temperaturer eller ved høj belastningshastighed kan duktiliteten falde, en tilstand kendt som duktilitetstransition i nogle metaller.

Måling og betydning: i praksis anvendes elongation ved brud og reduktion af areal som nøglemål for duktilitet i en trækprøve. Duktilitet påvirker sejheden og evnen til at absorbere energi før brud, og den spiller en central rolle i design af strukturelle komponenter, hvor pludselige brud undgås gennem tilstrækkelig deformationskapacitet.