trækprøve

Trækprøve, ofte kaldet tensilprøve, er en mekanisk prøvning hvor et prøvestykke udsættes for træk i længderetningen, normalt indtil brud. Formålet er at bestemme materialets mekaniske egenskaber under træk, såsom modstand mod tydelig deformation, styrke og duktilitet. Præcist beslægtede værdier anvendes i design, kvalitetskontrol og materialevalg.

Prøven udføres med prøvestykker formgivet efter standardisering, ofte i en dog-bone- eller cylindrisk geometri. Prøven fastlåses i greb og udsættes for stigende træk, enten kontrolleret efter tværsnit i prøvestykkets længderetning eller efter hastighed i tværlig bevægelse. Af måleudstyr anvendes normalt extensometer eller moderne digitale registreringer til at bestemme længdeudvikling og tilhørende spænding. Prøvetemperatur og miljø kontrolleres, da dette påvirker resultaterne.

Resultatet af trækprøven er en spændings–deformationskurve og en række nøgleegenskaber. Blandt de vigtigste er flydegrænsen eller 0,2%-offset yield strength (hvor materialet begynder at deformeres plastisk), den trækstyrke (ultimate tensile strength), og den procentvise forøgelse i længden ved brud (elongation). For metal giver også reduktion i tværsnit (reduction of area) og unge modulus (Youngs modulus) vigtige oplysninger om stivhed og sejhed.

Standarder og variationer findes efter materialetype. I metaller anvendes ofte ISO 6892-1 og ASTM E8/E8M; for polymerer ISO 527; og andre standarder gælder for fibrekompositter og kerner. Resultaterne bruges til materialeudvælgelse, kvalitetskontrol og forskning. Behovet for korrekte prøveteknikker og kalibrering er afgørende for pålidelige data.