blodgennemstrømningen

Blodgennemstrømningen er bevægelsen af blod gennem kredsløbet, fra hjertet gennem arterier, kapillærer og vener og tilbage til hjertet. Den fungerer som transportnetværk, der leverer ilt og næringsstoffer til væv og organer og fjerner kuldioxid og affaldsstoffer. Blodgennemstrømningen deles ofte i det systemiske kredsløb og det pulmonale kredsløb, og den afhænger af hjertefunktion samt tilstanden i blodkarene.

Blodgennemstrømningen bestemmes af trykforskellen mellem ind- og udgang i et kar og af modstanden i kredsløbet. Ifølge Poiseuille's lov afhænger flowet af radius til fjerdede potens samt blodets viskositet, længde og tværsnitsområde. Små ændringer i karradius kan derfor give store ændringer i blodgennemstrømningen. Typisk er blodflowet laminar og tilpasses vævets behov.

Reguleringen foregår på flere niveauer. Autoregulation gør, at blodgennemstrømningen holdes forholdsvis konstant trods ændringer i blodtryk. Lokale metaboliske faktorer som CO2, H+, ilt og adenosin, samt endotelproducerede stoffer som nitratoxid og endothelin, påvirker vasodilatation eller vasokonstriktion. Det autonome nervesystem og hormoner som adrenalin og noradrenalin kan ændre karrets tonus og dermed flowet, særligt ved aktivitet eller stress.

Klinisk relevans og målinger: Nedsat gennemstrømning kan føre til iskæmi og organsvigt; ændret flow kan forekomme ved sygdomme som aterosklerose, hjerteinsufficiens eller shock. Gennemstrømning vurderes eller estimeres ved metoder som Doppler-ultralyd til måling af blodflow, perfusionsmålinger ved MRI eller CT, samt beregning af hjerteoutput ved Fick-princippet eller termodilutionsmålinger i klinisk praksis. Forstyrrelser i blodgennemstrømningen spiller en central rolle i mange kredsløbssygdomme.