arbejdsfortjeneste

Arbejdsfortjeneste er et økonomisk begreb, der betegner den del af den samlede indkomst i en nationaløkonomi, der tilfalder arbejdskraften som kompensation for udført arbejde. Begrebet bruges ofte som synonym for arbejdsdelen af BNP eller værdiskabelsen og beskriver, hvor stor en andel af produktionen der går til lønninger, gager og tilhørende arbejdsgiveres sociale bidrag til medarbejderne, i forhold til den samlede produktion. Det står i modsætning til kapitalafkast som profit, renter og leje.

Udregningen af arbejdsfortjeneste kan ske som andel af BNP eller værditilvækst. Den sættes som forholdet mellem samlet kompensation til ansatte og BNP. Det er vigtigt at bemærke, at målingen påvirkes af, hvordan man tæller indkomster fra selvstændig virksomhed og andre former for mixed income, samt hvordan sociale bidrag behandles i nationalregnskabet.

Faktorer, der påvirker arbejdsfortjenestens størrelse, inkluderer arbejdsmarkedets institutionelle rammer (kollektive overenskomster, mindsteløn), skatte- og socialforhold, produktivitet og teknologisk udvikling, samt globalisering og kapitalintensitet. I mange vestlige økonomier er arbejdsfortjenestens andel af BNP faldet siden 1980’erne i nogle lande, mens den i andre perioder har været stabil eller steget.

Betydningen af arbejdsfortjeneste ligger i forståelsen af indkomstfordelingen og velstandens fordeling og tilskyndelse til investeringer og produktivitet. Økonomer bruger målingen i analyser af lighed, lønudvikling og realindkomster og i politiske diskussioner om arbejdsmarkeds- og skattepolitik.

Se også: lønandel, arbejdsdeling, arbejdskraftindkomst, nationalregnskab.