Væskedrag

Væskedrag, eller viskøst drag, er den del af modstanden en krop oplever, når den bevæger sig gennem en væske, og som stammer fra væskens viskositet og hastighedsgradienter tæt ved overfladen. Det udøves som shear-stress på legemets overflade og betegnes ofte som friktion ved overfladen. Den samlede drag kan normalt deles i to komponenter: viskøst drag og trykdrag (formdrag).

I lavt Reynolds-tal (creeping flow) kan viskøst drag beskrives af Stokes’ lov for en kugle: F = 6π μ R v, hvor μ er væskens dynamiske viskositet, R er kuglens radius og v den relative hastighed. Ved højere Reynolds-tal bliver draget mere kompleks og afhænger af overfladeudformning, grænselagets adfærd og strømningens separation. Generelt vokser viskøst drag langsommere end trykdraget, og trykdraget dominerer ofte ved høje Reynolds-tal.

Væskedraget ses i forhold til trykdraget (formdrag). Den samlede drag er typisk en sum af disse to komponenter. I mange ingeniørmæssige applikationer er både hudfriktion og trykdrag vigtige, men deres relative betydning varierer med strømningens regime og legemets form.

Anvendelser og måling: I mikrofluidik og partikeltransport er viskøst drag centralt, mens fly-, bil- og skibsdesign fokuserer på at reducere samlede drag gennem glatte overflader, optimeret form og kontrol af overgangen til laminar strømning. Viskøst drag estimeres gennem grænselagsmodeller, empiriske korrektioner og målinger i flowtunneler, og beskrives via dragkoefficienter og skin friction-koefficienter.