Vandladningen

Vandladningen, eller miktion, er processen hvor urin elimineres fra kroppen gennem urinrøret. Urin dannes i nyrerne og transporteres til blæren, hvor den lagres indtil blæreudløb.

Fysiologi: Blæren er en muskuløs sæk, detrusor. Når blæren fyldes, sendes signaler til hjernen; når personen beslutter at tømme, aktiveres det parasympatiske nervesystem, afspænder den interne urethrale sphincter og får detrusor til at kontrahere, så urin passerer gennem urinrøret. Processen kan påvirkes af tilstande som diabetes, prostatahyperplasi eller neurologiske tilstande.

Normal frekvens: De fleste voksne vandlader cirka 4-8 gange dagligt, og noget færre gange om natten. Variationer findes afhængigt af væskeindtag, medicin og helbred. Nattlig vandladning (nokturi) er almindelig hos ældre eller ved visse tilstande.

Almindelige vandladningsforstyrrelser inkluderer dysuri (smerter ved vandladning), polyuri (øget urinproduktion), pollakiuri (hyppigere vandladning), urininkontinens (ufrivillig udledning af urin) og urinretention ( manglende evne til at tømme blæren). Urinvejsinfektioner, prostataforstørrelse, blærebetændelse og nyresten kan påvirke vandladningen.

Diagnostik og behandling: Klinisk vurdering inkluderer detaljeret sygdomshistorie og undersøgelse. Af diagnostiske redskaber kan blæredagbog, uroflowmåling og ultralyd anvendes. Behandling afhænger af årsagen og kan omfatte væskejustering, bækkenbundsøvelser, medicin (for eksempel antimuskarin eller alfa-blockerende midler), behandling af infektioner med antibiotika, eller i visse tilfælde kateterisation eller kirurgi.