Røntgenundersøgelse

Røntgenundersøgelse er en diagnostisk billedeteknik, der anvender ioniserende stråling til at fremstille billeder af kroppens indre strukturer. De opnåede billeder kaldes røntgenbilleder og giver to-dimensionale projektioner af knogler, organer og visse bløddele, som bruges til at vurdere strukturelle ændringer eller sygdomme. Undersøgelsen udføres typisk af en radiograf og tolkes af en radiolog eller en anden læge med ekspertise i billeddiagnostik.

Under undersøgelsen placerer patienten sig i specifikke stillinger og holdes stille, mens området udsættes for strålingen. For at beskytte resten af kroppen anvendes blyskærme, hvor det er muligt. Varigheden er kort, og eksponeringen er lav. Ved visse undersøgelser kan kontrastmidler (f.eks. iodholdige løsninger eller barium) anvendes for at forbedre synligheden af blodkar eller fordøjelseskanalen. Fluoroskopi kan give realtidsbilleder i nogle tilfælde.

Indikationer omfatter mistanke om fraktur eller andre knoglelidelser, lungebetændelse eller andre lungesygdomme, unormaliteter i bryst- eller bugområdet samt dental- eller kæbeproblemer. Resultatet beskrives i en radiologisk rapport og indeholder normalt en konklusion eller vurdering (impression). Billederne lagres ofte digitalt og kan deles med andre sundhedsprofessionelle.

Røntgenstråler udgør ioniserende stråling og medfører en lille risiko for skadelige virkninger. Risikoen ved almindelige røntgenundersøgelser er lille, særligt når stråledosen tilpasses patienten og ALARA-princippet følges. Gravide kvinder bør undgå unødvendige undersøgelser; hvis en undersøgelse er nødvendig, anvendes beskyttelse og mindst mulig dosis. Beslutningen om undersøgelse og dosis diskuteres mellem patient og behandler.