RSVsæsonen

RSVsæsonen er den tidsperiode, hvor infektion med respiratorisk syncytialt virus (RSV) er mest udbredt i et givent område. I tempererede klimaer forekommer RSV-epidemier typisk om vinteren, og sæsonen strækker sig ofte fra sen efterår til tidlig forår. I nordlige lande som Danmark ligger topperioden ofte i december til februar, men mønsteret varierer årligt og lokalt. I tropiske regioner kan mønsteret være mere forbundet med regntiden eller andre sæsonbetingede faktorer.

RSV smitter primært gennem dråber ved hoste og nys, samt ved kontakt med forurenede overflader. Inkubationstiden er normalt 4–6 dage. Symptomerne spænder fra milde forkølelsessymptomer hos de fleste til mere alvorlige infektioner som bronchiolitis eller lungebetændelse, især hos små børn, ældre og personer med svækket immunforsvar.

Diagnose stilles ofte ud fra kliniske symptomer i kombination med laboratorieundersøgelser som PCR fra nasofarinks eller RSV-antigentest, særligt ved indlæggelse eller hvis patienten tilhører en højrisikogruppe.

Behandling er primært støttebehandling: væske, næsesugning og iltbehandling ved iltningstræng. Der findes ingen bredt tilgængelig kurativ antiviral behandling for RSV i de fleste tilfælde. Forebyggelse omfatter god håndhygiejne, hostehygiejne og isolation ved mistanke. Til højrisikogrupper som for tidligt fødte spædbørn og børn med hjertesygdomme anvendes i nogle lande profylaktisk palivizumab i sæsonen.

Vaccinationer mod RSV bliver i nogle lande tilgængelige for bestemte grupper (f.eks. ældre eller gravide) og er under udbredelse og videreudvikling i flere regioner. Sæsonvarighed og forekomst overvåges af nationale og regionale overvågningssystemer for at kunne forberede sundhedsvæsenet.