RSVprofylakse

RSVprofylakse betegner forebyggende foranstaltninger mod infektion med respiratorisk syncytialt virus (RSV). Fokus ligger især på grupper med øget risiko for alvorlig sygdom, som for tidligt fødte, børn med betydelige hjerte- eller lungesygdomme, immunsvækkede børn og nogle ældre voksne. Hovedformen for RSVprofylakse hos spædbørn har været passiv immunisering med monoclonale antistoffer, mens vaccination og længerevarende antistofbeskyttelse er under udvikling og evaluering i forskellige regioner.

Den mest anvendte metode til RSVprofylakse hos højrisikobørn er palivizumab, et humaniseret monoclonalt antistof. Det gives som intramuskulær injektion med cirka en månedsinterval i løbet af RSV-sæsonen, normalt op til fem måneder, i overensstemmelse med nationale retningslinjer. Formålet er at give midlertidig immunitetsbeskyttelse og reducere risikoen for RSV-relaterede hospitaliseringer hos berettigede børn. Det er ikke en vaccine og giver ikke fuld beskyttelse mod infektion; andre forholdsregler og infektionsforebyggende foranstaltninger er fortsat vigtige.

Hvem der er berettiget og hvordan administrationen foregår varierer efter land og region og følger lokale retningslinjer. Berettigede grupper inkluderer typisk for tidligt fødte børn og børn med væsentlige hjerte- eller lungesygdomme. Bivirkninger er generelt milde og kan omfatte injektionstedssmerter eller feber; alvorlige hændelser er sjældne.

Ud over palivizumab er der udviklet længerevarende monoclonale antistoffer og RSV-vacciner, som flere lande vurderer til bredere befolkningsgrupper, herunder ældre og gravide for at give nyfødte immunitet gennem modervaccination. Supplerende foranstaltninger som håndhygiejne og begrænsning af eksponering i RSV-sæsonen spiller også en rolle.