Proteinniveauet

Proteinniveauet beskriver mængden af proteiner i en given prøve og bruges som indikator i forskning og klinik. I medicinsk praksis refererer det ofte til proteinniveauet i blodet, typisk serumniveauet, og det afspejler ernæringstilstand, lever- og nyrefunktion samt immunstatus. Proteinniveauet kan måles i blod, urin eller væv og påvirkes af prøvetagningsforhold og analysemetode.

Målemetoderne spænder fra generelle proteinassays som Bradford, Lowry og BCA til mere specifikke teknikker som ELISA og Western blot for individuelle proteiner. I proteomik anvendes masse-spektrometri til kvantitativ analyse og identifikation af proteiner på proteinniveau. Valg af metode afhænger af, om målet er totalprotein eller bestemte proteiner.

I blodet ligger totalprotein typisk omkring 60-80 g/L hos voksne, hvor albumin og globuliner udgør hovedbestanddelene. Ændringer i proteinniveauet kan indikere underernæring, leversygdom, nyresygdom (f.eks. nefrotisk syndrom), kronisk inflammation eller dehydrering. Hypoproteinæmi (lavt proteinniveau) ses ved malabsorption, alvorlig leverskade eller langvarig sygdom; hyperproteinaemi (forhøjet proteinniveau) ses ved kroniske inflammatoriske tilstande eller ved tilstande som producerer monoklonale proteiner.

Faktorer som diæt, hydrering, tidspunkt på dagen og laboratoriemetoder kan påvirke målingerne, så proteinniveauet tolkes ofte sammen med andre kliniske data og laboratorieparametre for at give et mere fuldstændigt billede.

Se også proteomik, biomarkører og laboratorieanalyse.