Ozonødelæggende

Ozonødelæggende stoffer er kemiske forbindelser, der kan ødelægge ozonlaget i jordens stratosfære. Dette lag af ozon (O₃) absorberer en stor del af den skadelige ultraviolet (UV) stråling fra solen og beskytter dermed liv på jorden mod skadelige virkninger som hudkræft, øjenskader og ødelæggelse af økosystemer. De mest kendte ozonødelæggende stoffer er klorfluorkulstofforbindelser (CFC'er), haloner, metylbromid og andre brom- og klorholdige forbindelser.

CFC'er blev tidligere bredt anvendt i kølesystemer, spraydåser, skumprodukter og som drivmiddel. Når disse stoffer når stratosfæren, nedbrydes de af UV-stråling og frigiver atomer af klor og brom, som katalytisk ødelægger ozonmolekyler. En enkelt kloratom kan ødelægge op til 100.000 ozonmolekyler før det bliver neutraliseret. Denne proces har ført til dannelsen af ozonhuller, især over Antarktis, hvor ozonkoncentrationen i visse perioder kan falde med op til 60%.

Internationale aftaler som Montreal-protokollen, underskrevet i 1987, har bidraget til at reducere produktionen og brug af ozonødelæggende stoffer. På grund af disse indsatsers har ozonlaget begyndt at genopbygge sig, og forventes at vende tilbage til niveauet fra 1980'erne omkring midt i dette århundrede. Alternativ teknologi, såsom hydrofluorcarboner (HFC'er), er blevet introduceret som erstatning for CFC'er, selvom nogle af disse også har klimapåvirkning og derfor er genstand for yderligere regulering.

Ozonødelæggende stoffer er ikke kun et problem for stratosfæren, men kan også have lokale virkninger i troposfæren, hvor de bidrager til dannelse af troposfærisk ozon, en luftforurenende forbindelse, der kan forårsage åndedrætsproblemer og skade på planter.