Overfladebearbejdning

Overfladebearbejdning er et samlet begreb for processer, der ændrer eller forbedrer materialets overfladeegenskaber med henblik på at opnå lavere ruhed, bedre korrosionsbestandighed, øget slidstyrke, ønsket æstetik og lettere vedhæftning af efterfølgende belægninger. Hensigten er typisk at forbedre funktion, levetid og mekaniske egenskaber uden væsentligt at ændre dimensioner eller form.

Mekaniske processer omfatter slibning, afgratning, polering og afrensning. Disse metoder fjerner materiale, reducerer ruhed og skaber ensartede overflader, hvilket påvirker friktion og samspillet mellem komponenter. Mekaniske efterbehandlinger anvendes ofte som forberedelse til efterfølgende belægninger eller samlinger.

Kemiske og elektrolytiske behandlinger ændrer overfladens kemiske sammensætning eller mikrostruktur. Eksempler er kemisk afrensning, kemisk polering, elektropolering, anodisering, passivation og galvanisering. Varmebehandlinger og overfladehærdende behandlinger som nitrering og carburisering kan øge hårdhed og slidstyrke i det yderste lag.

Belægninger giver yderligere egenskaber gennem overfladebeskyttelse og æstetik. Eksempler er vådlak, pulverlakering, keramiske belægninger og PVD/CVD-belagninger. Valget af metode afhænger af krav til temperatur, miljø, slid og vedhæftning til underlaget.

Anvendelser inkluderer bil-, luftfarts-, elektronik- og medicinsk udstyr samt industri- og maskindele. Kvalitetskontrol involverer måling af overfladefinish (for eksempel ruhed) og vedhæftning af belægninger samt overensstemmelse med relevante standarder og kundekrav. Internationale ISO-standarder og branchekrav fastlægger metoder til måling og godkendelse af overfladebearbejdning.