Lavkontekstparadigme

Lavkontekstparadigme er en teoretisk ramme inden for interkulturel kommunikation og sociolinguistik, der beskriver kulturer og kommunikationsstile, hvor mening primært formidles gennem eksplicit tale og dokumentation snarere end gennem kontekstuelle hints og uhåndgribelige sociale cues. I lavkontekstkulturer ligger vægten på klare ord, præcise beskrivelser og entydige regler, og budskaber forventes at være selvforklarende uden lang fortolkning.

Historisk stammer begrebet fra Edward T. Hall, der i midten af det 20. århundrede og senere i værker som Beyond Culture og The Silent Language skelnede mellem lav- og høj-kontekstkommunikation. Paradigmet bruges i kryds-kulturel forskning til at analysere, hvordan kommunikation tilpasses forskellige kulturer, især i forretningsforbindelser, diplomati og teamarbejde.

Nøglekendetegn ved lavkontekstkommunikation inkluderer direkte og eksplicit sprog, forlængede skriftlige aftaler og kontrakter, mindre afhængighed af nonverbale signaler og situationelle forhold, samt en mere tids- og opgavefokuseret tilgang. Klarhed og præcision i udsagnene anses som værende centralt for forståelse og samarbejde.

Praktisk anvendes lavkontekstparadigmet især i internationalt forretningsliv, journalistik og politisk kommunikation, hvor forståelsen af forskelle i kommunikationsstile kan lette forhandlinger og aftaleprocesser. Kritik af paradigmet påpeger, at det kan være for simplificerende og stereotypt og overse betydningen af within-culture variationer samt den dynamiske udvikling i globaliserede og digitale kommunikationsformer.

Se også: høj-kontekstparadigme, interkulturel kommunikation, Edward T. Hall.