Lateralopløsning

Lateralopløsning betegner den mindste afstand mellem to punkter eller detaljer, der kan adskilles som separate detaljer langs den laterale (vandrette) akse i et billeddannende system. Den er central for, hvor skarpt et billede fremstår, og den gælder i optik, mikroskopi, fotografi og andre billeddannelsesområder.

I diffraktionsbegrænsede systemer afhænger lateralopløsningen af bølgelængden λ og den numeriske åbning NA hos optikken. Ifølge Rayleigh-kriteriet kan to punkter adskilles, når en maksima i PSF’en for ét punkt ligger ved en minimum i PSF’en for det andet, hvilket giver en typisk mindsteafstand d ≈ 0,61 λ / NA. Øges NA eller sænkes λ, forbedres lateralopløsningen. Realistiske systemer begrænses af aberrationer, linsefejl, detektors pixeltæthed og støj.

Måling og karakterisering sker gennem analyse af PSF og MTF (modulationssoverførsel). I digitale systemer påvirkes opløsningen også af sampling og pixellering, og ifølge Nyquist-kriteriet kræves tilstrækkelig høj sampling for at undgå aliasing.

Anvendelsesområderne strækker sig fra optisk mikroskopi og kameraer til ultralyd og radar. Bemærk, at lateralopløsning ikke nødvendigvis korrelerer med kontrast eller total billedskarphed og adskiller sig fra axial opløsning, som beskriver dybdeskarphed.