Landbrugshistorien

Landbrugshistorien er studiet af menneskets forhold til jordbrug og husdyrhold gennem tiderne. Den begyndte med den neolitiske revolution, da mennesker begyndte at dyrke planter og holde dyr i stedet for udelukkende at jage og samle. Domestikation af kornsorter som hvede og byg og af husdyr som får, geder og kvæg muliggjorde faste bosættelser, større befolkninger og udvikling af landsbyer og byer. Spredningen af landbrug fandt sted i flere geografiske områder, herunder Mellemøsten, Kina, Mesoamerika og Andes. Specialisering og teknologisk innovation udviklede sig gradvist: jordbearbejdning, vanding, afgrøderotation og husdyrhold blev grundlæggende praksisser.

I middelalderen var det feudale og manoriale landbrug centralt for det økonomiske liv i Europa, ofte baseret på åbne marker og rotation af afgrøder samt landsbybaserede rettigheder og fællesarealer. Efterhånden blev maskinerne mere udbredte, og enclosure-bevægelser omdannede landskabet og landbrugets struktur.

Den industrielle æra bragte mekanisering og øgede produktiviteten gennem traktorens gennembrud, mekaniske høstmaskiner, kunstgødning og pesticider. Videnskabelig landbrug blev mere udbredt gennem studier i avl, gødning og jordbundsforvaltning.

Det 20. århundrede så en globalisering af landbruget og bevægelsen mod højtydende sorter og intensiv produktion, ofte kaldet den grønne revolution. Samtidig begyndte bekymringer om miljøpåvirkning og sårbarhed over for klima at forme politik og praksis.

I dag dominerer bæredygtighed, præcisionslandbrug og agroøkologi som reaktion på klimaforandringer, befolkningstilvækst og ressourcemangel. Landbrugshistorien er derfor en fortælling om menneskets forhold til naturressourcer, teknik og samfund, og hvordan disse forhold har ændret hinanden gennem årtusinder.