middelalderen

Middelalderen er betegnelsen for den europæiske historie fra cirka 500 til cirka 1500. Den deles ofte i tidlig middelalder, højmiddelalder og sen middelalder, og dens begyndelse er tæt knyttet til Vestromerrigets fald, mens den sene del glider ind i renæssancen og opdagelsestiderne.

Samfundsstrukturen var i høj grad præget af føydalisme og manorialisme. Livegne bønder arbejdede på adelens godser, mens byer og handelscentre begyndte at vokse, særligt i høj- og sen middelalder. Kirken havde en dominerende rolle og påvirkede både kultur, uddannelse og politik, ofte i tæt samarbejde med konger og kejsere.

Økonomi og dagligliv byggede på landbruget som grundlag. Trefeltsystemet og forbedrede landbrugsteknikker øgede produktionen, mens byerne udviklede håndværk og handel. Laugene organiserede håndværksfagene og skabte arbejdsnormer og kvalitetskrav.

Kultur og religion var centrale for både identitet og viden. Kristendommen var den dominerende kraft; klostre bevarede lærdom, og universiteten voksede frem i højmiddelalderen. Arkitekturen udviklede sig fra romansk til gotik, og litteraturen begyndte at udtrykke sig i lokale sprog ud over latin.

Politik og konflikt formede grænser og magtstrukturer. Kongedømmer og det hellige romerske imperium var centrale politiske enheder, og korstogene samt andre konflikter påvirkede samfundsudviklingen og forholdet mellem kirke og stat.

Krise og forandring prægedes af pestepidemierne i midten af 1300-tallet, klimatiske forandringer og hungersnød samt krige. Disse begivenheder bidrog til social ændring og til det europæiske samfunds bevægelse mod centralisering og kulturel fornyelse, som kulminerede i overgangen til renæssancen.